Kærnemælkshorn med æble og marcipan

Jeg holder meget af kager, alle former og faconer! Min absolut favorit er helt sikker romkugler/træstammer, men det er sjældent jeg laver dem, for så skal andre kager også overleve en vis tid…

Der blev til 24 stk. super mumse kærnemælkshorn ud af denne opskrift!
Der blev til 24 stk. super mumse kærnemælkshorn ud af denne opskrift!

Kærnemælkshorn er også på min top fem og da jeg fik tilbuddet om igen at plyndre en have med æbler, tænkte jeg “Wiih! Kærnemælkshorn med æbler!” Så i dag har jeg været på jagt efter æbler igen og fået en god stak med hjem.

Du skal bruge:

25 g gær

2,5 dl kærnemælk

2 store æg (eller 3 små)

2 spsk. sukker med en lille top på

1 knivspids salt

150 g blødt smør

550-600 g hvedemel

250 g revne æbler (ca. 2-3 æbler)

250 g revet marcipan

Æg til pensling

Sådan gør du:

Opløs gæren i kærnemælken og pisk æggene i et ad gangen. Tilsæt sukker, salt og halvdelen af melet. Det bløde smør tilsættes og dette røres godt rundt til smørret er jævnt fordelt og dejen ikke har store smørklumper. Så hælder du resten af melet i lidt ad gangen og ælter let. Dejen er lettere lind (klistret), det er meningen. Dette stilles med enten film eller låg over i køleskabet i en time.

Efter en time tages det ud og deles i to portioner. Hver portion rulles ud på et meldrysset bord til en stor rund cirkel. Hver cirkel skærer du ud i kvarte og deler disse i tre stykker, så hver cirkel giver 12 trekanter, altså 24 trekanter i alt.

Så skræller du og river æblerne, så du får 250 g revne æbler og river samme mængde marcipan. Med en spiseske fordeler du fyldet på den brede ende af trekanten og ruller den sammen til et horn. Læg den på en bageplade med bagepapir på og når den er fyldt, pensles hornene med pisket æg. Bages i 15 min. ved 200 gr.

Jeg har fødevareallergi og dette betyder at jeg ikke kan  tåle visse frugter og grøntsager, så derfor er disse lavet med æbler (som jeg kan tåle). Hvis du foretrækker at lave dem med remonce og hindbær, som dem man kan købe ved bageren, så gør endelig det.

Skriv en kommentar